59 fynske skoler får råvarer til madkundskab

I uge 43 og 44 bliver smagekasser fra Coop Madskole sendt ud til skoleklasser over hele landet. På Fyn deltager 59 skoler med i alt 146 klasser som en del af et landsdækkende initiativ, der omfatter 509 skoler og 1.500 klasser.
Samlet bliver der sendt over 20 ton råvarer ud til skolerne. Kasserne indeholder danske råvarer i sæson samt opskrifter og undervisningsmateriale til madkundskab. Efterspørgslen har været så stor, at der er oprettet en venteliste.
Ifølge Coop er det vigtigt, at børn får mulighed for at arbejde praktisk med madlavning, fordi mange ikke jævnligt hjælper til i køkkenet derhjemme, og børns madlavningsfærdigheder er under pres.
”Børn kan meget mere, end vi tror. Men det kræver praktiske erfaringer og succesoplevelser i et køkken at udvikle madmod og færdighederne til selv at lave mad,” siger Annette Jorn, administrerende direktør i foreningen Coop amba.
Pant bliver til undervisning
Smagekasserne er finansieret gennem donationer fra Coops kunder, der har valgt at donere deres pant i en af kædens omkring 900 butikker.
Coop Danmarks administrerende direktør, Thor Skov Jørgensen, fremhæver betydningen af, at bidragene kommer børn på lokale skoler til gode.
”I Coop tror vi på, at vi sammen kan gøre en forskel for børns madvaner. Derfor er vi utrolig glade for, at tusindvis af danskere bakker op og donerer deres pant til Coop Madskole. Det giver så god mening, at når kunderne vælger at donere deres pant, går pengene til børnene lige henne på den lokale skole. Det er et lille tryk, der gør en stor forskel for, at flere børn kan få gode råvarer mellem hænderne,” siger Thor Skov Jørgensen.
Undervisningsforløbet strækker sig over tre uger og består af tre dobbeltlektioner. Eleverne arbejder både praktisk og teoretisk med råvarernes smag, oprindelse, sæson og anvendelse.
Fakta om Coop Madskoles smagekasser
- På Fyn: 59 skoler og 146 klasser deltager.
- På landsplan: 509 skoler og 1.500 klasser er med.
- Råvarer: Over 20 ton danske råvarer i sæson.
- Målgruppe: Elever på 5. og 6. klassetrin.
- Finansiering: Pantdonationer fra kunder i omkring 900 Coop-butikker.
- Undervisning: Tre dobbeltlektioner fordelt over tre uger.
- Uddeling: Smagekasserne afhentes i Coops butikker i uge 43 og 44.






Accepter kun nødvendige cookies