Mere end hver anden lærer føler sig stresset

Stress er ikke kun et problem for lærernes trivsel. Det betyder også, at folkeskolen mister arbejdskraft i lange perioder, og at nogle lærere ikke vender tilbage til deres arbejdsplads. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening.
Undersøgelsen viser, at 34 procent af lærerne på et tidspunkt har været sygemeldt med stress. Blandt de stresssygemeldte var 75 procent væk fra arbejdet i mere end en måned, mens 29 procent var sygemeldt i mere end fire måneder. I 17 procent af tilfældene vendte læreren ikke tilbage til den samme arbejdsplads efter sygemeldingen.
Ifølge Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, har de langvarige sygemeldinger konsekvenser for både lærere og elever.
“Stress presser lærerne ud i lange sygemeldinger. Det skal vi tage alvorligt. For skolen betyder det, at en kollega mangler i månedsvis. Eleverne mister den lærer, der kender dem og deres faglige udvikling. Og for læreren kan sygemeldingen blive begyndelsen på et farvel til arbejdspladsen eller i værste fald folkeskolen,” siger Gordon Ørskov Madsen.
Folkeskolen mister lærerarbejdskraft
Danmarks Lærerforening anslår, at stresssygemeldinger blandt lærere hvert år betyder, at folkeskolen går glip af omkring 800 lærerårsværk. Det svarer til en årlig lønudgift på godt en halv milliard kroner.
Samtidig arbejder omkring 40.000 læreruddannede uden for folkeskolen. Derfor mener foreningen, at det ikke er nok at uddanne og rekruttere flere lærere. Skolerne skal også kunne fastholde de ansatte og gøre det attraktivt for tidligere lærere at vende tilbage.
“Politikerne kan ikke løse manglen på uddannede lærere uden at løfte arbejdsmiljøet. For vi mangler sådan set ikke lærere i Danmark. Vi mangler lærere, der har lyst til at arbejde i folkeskolen. Og lærerjobbet må og skal være et arbejde, man kan holde til gennem et helt arbejdsliv,” siger Gordon Ørskov Madsen.
Mere tid og flere kolleger skal forebygge stress
Danmarks Lærerforening peger på bedre økonomiske rammer, mere tid til forberedelse og flere uddannede kolleger som centrale dele af løsningen. Flere timer med to lærere i klassen skal desuden give bedre muligheder for at støtte eleverne og forebygge stress og sygefravær.
Foreningen vil bringe forslagene ind i den trepart om skolen, som regeringen har taget initiativ til.
“Vi skal være meget bedre til at forebygge stress, hvis flere lærere skal se sig selv arbejde i folkeskolen. Det kræver mere tid til at forberede undervisningen, flere uddannede kolleger og flere timer med to lærere i klassen. Det er konkrete løsninger, som vi tager med ind i den trepart om skolen, som regeringen meget fornuftigt har taget initiativ til,” siger Gordon Ørskov Madsen.
Fakta om stress blandt lærere
- 34 procent har været sygemeldt med stress på et tidspunkt i arbejdslivet.
- 75 procent af de stresssygemeldte var væk i mere end en måned.
- 29 procent var sygemeldt i mere end fire måneder.
- 17 procent vendte ikke tilbage til samme arbejdsplads efter sygemeldingen.
- Stresssygemeldinger koster folkeskolen cirka 800 lærerårsværk om året.
- Det svarer til en årlig lønudgift på godt en halv milliard kroner.
- Omkring 40.000 læreruddannede arbejder uden for folkeskolen.






Accepter kun nødvendige cookies