Sex & Samfund åbner gratis rådgivning om kvindesundhed

Sex & Samfund åbner 21. oktober et nyt rådgivningstilbud, hvor kvinder kan få gratis, sundhedsfaglig vejledning om kvindesundhed. Rådgivningen skal give svar på spørgsmål om blandt andet menstruation, underlivssmerter, seksualitet, graviditet, fødsel og overgangsalder.
Tilbuddet er en udvidelse af organisationens eksisterende rådgivning og er blevet muligt med støtte fra Region Hovedstaden.
Ifølge Sex & Samfund går mange kvinder længe med gener uden at vide, hvor de kan få hjælp.
”Alt for mange kvinder går rundt med smerter og gener, som de enten ikke får hjælp til eller måske slet ikke ved, at de kan få hjælp til. Man skal ikke bare acceptere smertefulde menstruationer, være stærkt plaget af unødvendige gener i overgangsalderen eller leve med smerter ved sex flere år efter en fødsel. Kvinder skal have viden om deres krop og adgang til hjælp, når noget ikke føles, som det skal. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan udvide vores rådgivning og give flere kvinder et sted at gå hen,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Rådgivningen skal hjælpe kvinder med at forstå deres symptomer, sætte ord på deres oplevelser og finde ud af, om de bør søge videre hjælp hos egen læge, en gynækolog eller andre sundhedstilbud.
”Vi møder kvinder, som gennem længere tid har haft eksempelvis smerter ved menstruation eller sex, men som er i tvivl om, hvorvidt deres symptomer er noget, de skal gå til lægen med, og hvordan de skal forklare dem. Her kan vi give dem et trygt rum til at få sat ord på det, de oplever, give sundhedsfaglig viden og hjælpe dem videre, hvis der er behov for udredning eller behandling. Nogle gange er det afgørende ganske enkelt at vide, hvor man skal starte,” siger Charlotte Wilken, læge, gynækolog og leder af Sex & Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik.
Tilbuddet erstatter ikke lægelig undersøgelse eller behandling. Kvinder kan få individuelle samtaler fysisk, telefonisk eller virtuelt. De fysiske samtaler foregår på Lergravsvej i København S.
Faktaboks: Rådgivning om kvindesundhed
- Åbner: 21. oktober 2026.
- Udbyder: Sex & Samfund.
- Pris: Gratis for kvinder bosat i Region Hovedstaden.
- Emner: Blandt andet menstruation, underlivssmerter, seksualitet, graviditet, fødsel og overgangsalder.
- Samtaleformer: Fysisk, telefonisk eller virtuelt.
- Adresse: Lergravsvej 57, 2. sal, 2300 København S.
- Tidsbestilling: Telefon 33 13 91 13 mandag, tirsdag og torsdag kl. 16-18.






Accepter kun nødvendige cookies